torsdag den 8. oktober 2009
onsdag den 7. oktober 2009
Bjørn Friis Thomsen / Lucas Oertel - Besøget
Bjørn Friis Thomsen, fransk- og tyskkyndig efterskolelærer, tennisturneringsorganisator og poet er noget af en hemmelighedsfuld lyrisk aktør. Sidste år udgav han den flaprende og rigtigt fin-grimme (skaf Dem straks et eksemplar) bog Rottemades på Asterisk(*) >>. Og hovsa: her>> findes så hans retro-flipperhereticanske bog Besøget, som er udgivet af Die Verlagsgesellschaft>> (!) i Dresden (!) på dansk (!).
Bogen fører tankerne (mine i hvert fald) hen på en rigtig flad tysk regnvejrsdag, hvor (pip pip) solen og fuglene titter frem (og jeg åbner bogen (det lille hæfte) tilfældigt til linjerne "Snittet i hånden / åbner fuglene / fra mit baghoved / ud flyver trin / hvorpå jeg tager / dit skridt." Slet ikke ubehændigt) ... som der vist står i Simon Grotrians debut (jeg har den ikke lige ved hånden): "ud flyver ud / flyver ud."
Den hurtigt overståede læsning af Bjørn Friis Thomsens hæfte (med den super ol'school grå i grå blind-illustrering af Lucas Oertel) giver mig lyst til halvtilfældigt at citere Heretica 1, 1.Aarg, 1948, som jeg til gengæld HAR lige ved hånden, hvor Martin A. Hansen (og han var (ER) great - kom ikke og påstå noget andet) under overskriften Romanens forfald bl.a. skriver: "Måske dens (romanens) Sejr har været for overvældende. Dens Herredømme på Bogmarkedet og blandt Læserne staar tilsyneladende ikke mere i noget Forhold til Omfanget af kunstnerisk Fornyelse i den. Skønt alle læser Romaner, men faa Lyrik, sker der i Øjeblikket mere i Lyrikken, for mig at se da." - Det dejligste her er egentlig brugen af udtryk som "Romanens Herredømme" og "alle læser Romaner" ... hehe. Åh.
Den får hele armen med forår, sol, vind, blomster og sjæl (sågar heste og muskler - ren tidlig Højholt) i Besøget, og det kan jo så hænge en nok så meget ud af halsen, men det er sgu sikkert eksekveret og nej "Dette er ingen sydhavsø".
Die Verlagsgesellschaft 2009, 24 sider.
tirsdag den 6. oktober 2009
Poetry has traditionally enjoyed a privileged position within literary studies in grade school, upper secondary school, and at the universities. Even though literature departments at many universities today seem to embrace issues of multiculturalism and globalization, the production of poetry proliferates.
The aim of this seminar is threefold, inquiring into what kind of poetry is written today and how is it distributed? Which reading strategies are productive when approaching contemporary as well as canonical poetry? And finally, what is the specific force of poetry, and what will be missed in its absence?
Dinstinguished scholars from various countries and disciplines have been invited to reflect on these pivotal matters.
Participants: Charles Bernstein (University of Pennsylvania), Jean-Marie Gleize (Université d'Aix-en-Provence), Frank Kjørup (Københavns Universitet), Eva Müller-Zettelmann (University of Vienna), Lis Møller (Aarhus Universitet), Audun Lindholm (Norge), Marianne Ping Huang (Københavns Universitet) & Dominic Rainsford (Aarhus Universitet).
Poetry Today is a collaboration between The Nordic Department, The Department of Language, Literature and Culture, The Department of Aesthetic Studies, The Doctoral School in Arts and Aesthetics, as well as Verbale Pupilller>>.
Aarhus Universitet, Nobelparken, Bygn. 1451, lokale 120 (Jens Chr. Skous Vej 5)
Paul Auster - Usynlig
Jeg tror det var i 1996. Jeg boede med min far i Funchal på Madeira og gik på en engelsk skole, da jeg gennem en af min fars venner blev introduceret for Paul Austers forfatterskab. Vennen var ved at skrive en ph.d. om Paul Auster på universitetet i Braga. En aften, efter at have talt varmt om hans bøger og vækket min interesse, lånte han mig The Red Notebook, ikke fordi han mente den var et specielt godt sted at starte, men fordi det var den bog han nu engang havde på sig.
Paul Auster fik mig til at læse. Jeg vil ikke sige, at det var ham der vækkede min interesse for bøger, for den har jeg altid haft. Min far startede lydbogsforlaget Den Grimme Ælling i 1982 og jeg er vokset op omgivet af bøger. Både min mor og min far har altid læst meget og jeg har haft fri adgang til alle de lydbøger jeg kunne tænke mig. Jeg var ikke mere end 10 år gammel da jeg gik rundt på lageret på Den Grimme Ælling i Holmstrup lidt udenfor Odense og hev f.eks. min fars indlæsninger af Dostojevskis største romaner ned fra hylderne. Dermed ikke sagt at jeg forstod særlig meget af det, men jeg hørte alligevel altid bøgerne til ende. Jeg fik tidligt en fornemmelse for forfatternes individuelle stemmer. For selvom jeg lyttede til bøgerne, så at sige medieret eller filtreret af oplæserne - og især af min far - det var af gode grunde mest af alt hans indlæsninger jeg gik efter - så lod jeg mig, som børn er så gode til (jeg har sikkert også været en noget bedre og mere opmærksom lytter dengang end jeg er nu), suge helt ind i bøgernes universer. Og så var jeg også skønt fordomsfri. Jeg var ravende ligeglad med om de bøger jeg hørte var skrevet af Astrid Lindgren, Oscar Wilde eller... Bakunin... Men nok om det. Jeg blev altså introduceret for Paul Auster, læste The Red Notebook og blev meget inspireret af de små fantastisk-realistiske tilfældigheds-historier i bogens første afsnit. Jeg anede ikke noget om at Paul Auster var meget populær i Danmark. Jeg vidste heller ikke, at han netop i hele sit forfatterskab er særligt optaget af tilfældet, men der var noget som gav genklang i mig og vækkede min appetit på flere bøger. I løbet af få måneder læste jeg simpelthen alt hvad han havde skrevet lige fra New York-trilogien over hans sci-fi-agtige I det sidstes land til den mere personlige, bekendende/essayistiske bog Opfindelsen af ensomhed. Og jeg læste dem i høj grad som om de var den samme bog. Når jeg havde læst et par linjer i en ny bog kunne jeg genkende stemmen, følte mig i gode hænder og lod mig føre hvorhen det skulle være.
Senere er jeg måske blevet lidt klogere, og det er synd (jeg er godt nok også blevet dummere på nogle områder - og det er nok lige så synd) - jeg går ikke til en ny bog af Paul Auster med samme uforbeholdne vished om at jeg vil føle mig tryg og underholdt i al den tid jeg læser. Første gang jeg blev lidt skuffet var da Timbuktu udkom (siden da er alle Austers bøger udkommet på dansk før de er udkommet på engelsk, og jeg har hårdnakket nægtet at læse dem i oversættelse og har ventet stædigt på at de skulle udkomme på det sprog den nu engang var skrevet på). Fortryllelsen var delvist brudt ... men også kun delvist. Jeg kan stadigvæk huske, hvor jeg var da jeg læste bogen (i en have i Brændekilde på Fyn (i huset lige ved siden af det hus hvor Rasmus Rask voksede op) - jeg gik i Gymnasiet - i 2.g tror jeg), jeg husker bogen bedre end langt de fleste andre bøger jeg har læst, også selvom jeg måske har syntes de var bedre - og jeg har bestemt også været positivt forudindtaget dengang.
Helt galt gik det da jeg for nogle år siden efter at have fulgt et overbygningskursus i litteraturvidenskab, som hed noget i retning af Intet - en litterær figur, skulle skrive en større opgave på 40 sider og besluttede mig for at undersøge "Intet i Paul Austers romaner". Hans bøger emmer af intethed (hvad det så end vil sige - ved at omtale intet giver man det, som Heidegger siger, allerede en substans, som gør at det ikke længere kan siges rigtigt at være intet), men der er også meget andet - uendeligt meget andet. Ikke desto mindre skabte jeg i min en-øjede intetheds-fokuserede genlæsning af alle hans bøger en slags sort hul i Paul Austers forfatterskab, som sugede alt andet med sig, og hans stemme blev lige så uhyggelig som den før har været hjemlig og tryg for mig. Måske for at slippe udenom uhyggen har jeg sidenhen læst med en større distance. Det affortryllede har været en præmis for min læsning. Alligvel, til trods for den rutsjebanetur mit forhold til Paul Austers bøger har været, så føler jeg stadig, at jeg på en eller anden måde skylder ham en masse, og jeg glæder mig, som den dreng jeg var da jeg først læste ham, når jeg hører at der er en ny bog på vej fra hans hænder.
Et pænt stykke hen ad vejen syntes jeg rigtig godt om den nye roman Usynlig. Jeg tog mig selv i at tænke, at det her måske var den bedste bog siden Leviathan i 1992, senere tænkte jeg, måske siden Orakelnat, og jeg tror jeg er endt med at blive enig med mig selv om at den i hvert fald er bedre end de to forrige, også selvom jeg var mere glad for Mand i mørke end de fleste, og den hører desuden til i en lidt anden kategori. De to bøger lader sig ikke direkte sammenligne. Man skal måske snarere sammenligne Mand i mørke med I det sidstes land og Orakelnat - bøger om at forsvinde når man skriver...
Usynlig er historien om Adam Walker. Det viser sig primært at være Adam Walkers egen historie om sig selv, sløret af en utilregnelighed som først sent bliver åbenbaret - og som viser sig igen at være medieret af endnu en forfatter, som har måttet om- og sammenskrive det hele. Vi hører hvordan han som ung litteraturstuderende tilfældigt møder den ældre karismatiske og, skal det senere vise sig, også decideret farlige hvis ikke ligefrem dæmoniske franskmand, universitetsunderviser Rudolf Born. Rudolf Born fører sin nye yngre ven i hænderne (eller i skødet) på sin kæreste - og han gør ham til vidne til mord. Begivenheder som, sammen med Adam Walkers særlige binding til sin søster, er med til at ændre kursen på hans liv.
Romanen er skrevet i første, anden, tredje og så igen i første person. Faktisk er der tre forskellige førstepersonsfortællere undervejs, og man må finde sig i ret meget "konstruktion". Med et lidt dårligt ordspil fristes jeg til at kalde det "obstruktion", men det hænger måske også sammen med at jeg ikke helt har lyst til at erkende, at en stor del af sigtet med romanen synes netop at være, ved hjælp af konstruktionen, at pege på hvor usikre de fortællinger vi bygger vores liv op omkring egentlig kan være - hvor meget der er usynligt for os eller hvordan et helt liv kan komme til at se helt anderledes ud hvis bare man ser det fra en anden vinkel. Problemet er at det kommer til at virke som et gammel postmoderne greb, at pege på fiktionens karakter af fiktion for at komme med en pointe omkring virkelighedens fiktivitet.
Der er mange fine passager i bogen, hvor vi driver rundt mellem bl.a. New York, Paris og en fjern vestindisk ø, og jeg følte mig drevet fremad i bogen på en måde som jeg ikke mindes at være blevet drevet før af Paul Auster. Men det hænger sammen med at jeg følte en usikkerhed omkring det mord som slutningen af bogens første del. Jeg forventede at få noget at vide som jeg aldrig fik. Adam Walker ser Rudolf Born stikke en springkniv i maven på den unge mand Cedric Williams, men han ved ikke hvad der sker med ham inden liget bliver fundet i en nærliggende park med mange flere stik i kroppen. Måske forventede jeg naivt at der skulle være sket noget umiddelbart ugennemskueligt og i sidste ende overraskende i den mellemliggende tid, som Adam Walker og læseren ikke får indblik i - at dét var det usynlige... Men til sidst står jeg tilbage med en lidt tom fornemmelse af bare at skulle acceptere at Rudolf Born er gået amok og har hukket sin kniv i den 18-årige mand gentagne gange selvom han var død.
Måske er selve pointen at historien ikke går op, men den pointe går i sig selv heller ikke op, og Usynlig drukner i sin konstruktion, som også står i vejen for at man kan komme helt ind på livet af hovedpersonen. Det er ærgerligt, for Paul Auster ville sagtens kunne skrive nogle store, vidt forgrenede og sikkert også utrolige historier uden altid at skulle dække sig ind under de metalag som ender med at holde læseren ude i en armslængde - mindst.
Men men men... bogen efterlader mig spekulerende. Det er da også en lille sejr. Jeg glæder mig til den næste bog af Paul Auster. Måske glæder jeg mig til en forestilling om en idealbog som aldrig ville kunne skrives - eller måske håber jeg "bare" på en genfortryllelse.
Paul Auster fik mig til at læse. Jeg vil ikke sige, at det var ham der vækkede min interesse for bøger, for den har jeg altid haft. Min far startede lydbogsforlaget Den Grimme Ælling i 1982 og jeg er vokset op omgivet af bøger. Både min mor og min far har altid læst meget og jeg har haft fri adgang til alle de lydbøger jeg kunne tænke mig. Jeg var ikke mere end 10 år gammel da jeg gik rundt på lageret på Den Grimme Ælling i Holmstrup lidt udenfor Odense og hev f.eks. min fars indlæsninger af Dostojevskis største romaner ned fra hylderne. Dermed ikke sagt at jeg forstod særlig meget af det, men jeg hørte alligevel altid bøgerne til ende. Jeg fik tidligt en fornemmelse for forfatternes individuelle stemmer. For selvom jeg lyttede til bøgerne, så at sige medieret eller filtreret af oplæserne - og især af min far - det var af gode grunde mest af alt hans indlæsninger jeg gik efter - så lod jeg mig, som børn er så gode til (jeg har sikkert også været en noget bedre og mere opmærksom lytter dengang end jeg er nu), suge helt ind i bøgernes universer. Og så var jeg også skønt fordomsfri. Jeg var ravende ligeglad med om de bøger jeg hørte var skrevet af Astrid Lindgren, Oscar Wilde eller... Bakunin... Men nok om det. Jeg blev altså introduceret for Paul Auster, læste The Red Notebook og blev meget inspireret af de små fantastisk-realistiske tilfældigheds-historier i bogens første afsnit. Jeg anede ikke noget om at Paul Auster var meget populær i Danmark. Jeg vidste heller ikke, at han netop i hele sit forfatterskab er særligt optaget af tilfældet, men der var noget som gav genklang i mig og vækkede min appetit på flere bøger. I løbet af få måneder læste jeg simpelthen alt hvad han havde skrevet lige fra New York-trilogien over hans sci-fi-agtige I det sidstes land til den mere personlige, bekendende/essayistiske bog Opfindelsen af ensomhed. Og jeg læste dem i høj grad som om de var den samme bog. Når jeg havde læst et par linjer i en ny bog kunne jeg genkende stemmen, følte mig i gode hænder og lod mig føre hvorhen det skulle være.
Senere er jeg måske blevet lidt klogere, og det er synd (jeg er godt nok også blevet dummere på nogle områder - og det er nok lige så synd) - jeg går ikke til en ny bog af Paul Auster med samme uforbeholdne vished om at jeg vil føle mig tryg og underholdt i al den tid jeg læser. Første gang jeg blev lidt skuffet var da Timbuktu udkom (siden da er alle Austers bøger udkommet på dansk før de er udkommet på engelsk, og jeg har hårdnakket nægtet at læse dem i oversættelse og har ventet stædigt på at de skulle udkomme på det sprog den nu engang var skrevet på). Fortryllelsen var delvist brudt ... men også kun delvist. Jeg kan stadigvæk huske, hvor jeg var da jeg læste bogen (i en have i Brændekilde på Fyn (i huset lige ved siden af det hus hvor Rasmus Rask voksede op) - jeg gik i Gymnasiet - i 2.g tror jeg), jeg husker bogen bedre end langt de fleste andre bøger jeg har læst, også selvom jeg måske har syntes de var bedre - og jeg har bestemt også været positivt forudindtaget dengang.
Helt galt gik det da jeg for nogle år siden efter at have fulgt et overbygningskursus i litteraturvidenskab, som hed noget i retning af Intet - en litterær figur, skulle skrive en større opgave på 40 sider og besluttede mig for at undersøge "Intet i Paul Austers romaner". Hans bøger emmer af intethed (hvad det så end vil sige - ved at omtale intet giver man det, som Heidegger siger, allerede en substans, som gør at det ikke længere kan siges rigtigt at være intet), men der er også meget andet - uendeligt meget andet. Ikke desto mindre skabte jeg i min en-øjede intetheds-fokuserede genlæsning af alle hans bøger en slags sort hul i Paul Austers forfatterskab, som sugede alt andet med sig, og hans stemme blev lige så uhyggelig som den før har været hjemlig og tryg for mig. Måske for at slippe udenom uhyggen har jeg sidenhen læst med en større distance. Det affortryllede har været en præmis for min læsning. Alligvel, til trods for den rutsjebanetur mit forhold til Paul Austers bøger har været, så føler jeg stadig, at jeg på en eller anden måde skylder ham en masse, og jeg glæder mig, som den dreng jeg var da jeg først læste ham, når jeg hører at der er en ny bog på vej fra hans hænder.
Et pænt stykke hen ad vejen syntes jeg rigtig godt om den nye roman Usynlig. Jeg tog mig selv i at tænke, at det her måske var den bedste bog siden Leviathan i 1992, senere tænkte jeg, måske siden Orakelnat, og jeg tror jeg er endt med at blive enig med mig selv om at den i hvert fald er bedre end de to forrige, også selvom jeg var mere glad for Mand i mørke end de fleste, og den hører desuden til i en lidt anden kategori. De to bøger lader sig ikke direkte sammenligne. Man skal måske snarere sammenligne Mand i mørke med I det sidstes land og Orakelnat - bøger om at forsvinde når man skriver...
Usynlig er historien om Adam Walker. Det viser sig primært at være Adam Walkers egen historie om sig selv, sløret af en utilregnelighed som først sent bliver åbenbaret - og som viser sig igen at være medieret af endnu en forfatter, som har måttet om- og sammenskrive det hele. Vi hører hvordan han som ung litteraturstuderende tilfældigt møder den ældre karismatiske og, skal det senere vise sig, også decideret farlige hvis ikke ligefrem dæmoniske franskmand, universitetsunderviser Rudolf Born. Rudolf Born fører sin nye yngre ven i hænderne (eller i skødet) på sin kæreste - og han gør ham til vidne til mord. Begivenheder som, sammen med Adam Walkers særlige binding til sin søster, er med til at ændre kursen på hans liv.
Romanen er skrevet i første, anden, tredje og så igen i første person. Faktisk er der tre forskellige førstepersonsfortællere undervejs, og man må finde sig i ret meget "konstruktion". Med et lidt dårligt ordspil fristes jeg til at kalde det "obstruktion", men det hænger måske også sammen med at jeg ikke helt har lyst til at erkende, at en stor del af sigtet med romanen synes netop at være, ved hjælp af konstruktionen, at pege på hvor usikre de fortællinger vi bygger vores liv op omkring egentlig kan være - hvor meget der er usynligt for os eller hvordan et helt liv kan komme til at se helt anderledes ud hvis bare man ser det fra en anden vinkel. Problemet er at det kommer til at virke som et gammel postmoderne greb, at pege på fiktionens karakter af fiktion for at komme med en pointe omkring virkelighedens fiktivitet.
Der er mange fine passager i bogen, hvor vi driver rundt mellem bl.a. New York, Paris og en fjern vestindisk ø, og jeg følte mig drevet fremad i bogen på en måde som jeg ikke mindes at være blevet drevet før af Paul Auster. Men det hænger sammen med at jeg følte en usikkerhed omkring det mord som slutningen af bogens første del. Jeg forventede at få noget at vide som jeg aldrig fik. Adam Walker ser Rudolf Born stikke en springkniv i maven på den unge mand Cedric Williams, men han ved ikke hvad der sker med ham inden liget bliver fundet i en nærliggende park med mange flere stik i kroppen. Måske forventede jeg naivt at der skulle være sket noget umiddelbart ugennemskueligt og i sidste ende overraskende i den mellemliggende tid, som Adam Walker og læseren ikke får indblik i - at dét var det usynlige... Men til sidst står jeg tilbage med en lidt tom fornemmelse af bare at skulle acceptere at Rudolf Born er gået amok og har hukket sin kniv i den 18-årige mand gentagne gange selvom han var død.
Måske er selve pointen at historien ikke går op, men den pointe går i sig selv heller ikke op, og Usynlig drukner i sin konstruktion, som også står i vejen for at man kan komme helt ind på livet af hovedpersonen. Det er ærgerligt, for Paul Auster ville sagtens kunne skrive nogle store, vidt forgrenede og sikkert også utrolige historier uden altid at skulle dække sig ind under de metalag som ender med at holde læseren ude i en armslængde - mindst.
Men men men... bogen efterlader mig spekulerende. Det er da også en lille sejr. Jeg glæder mig til den næste bog af Paul Auster. Måske glæder jeg mig til en forestilling om en idealbog som aldrig ville kunne skrives - eller måske håber jeg "bare" på en genfortryllelse.
Forlaget Per Kofod 2009, 346 sider.
tirsdag den 29. september 2009
Hvis ikke jeg skulle til Sverige ville jeg gerne lære at dø
(klik på billedet for at se det i fuld størrelse)
(...) vi var alle like, alle, bortsett fra én;
Vi syklet forbi utesteder og kafeer, danseklubber og restauranter, parkerte syklene og gikk ned Skindergade mot Krasnapolsky. Lokalet var fullt, tett i tett med mennesker rundt den firkantete baren. Et overfylt dansegulv innerst i lokalet, høy mysikk, støt av lys og hender, kropper og hoder, vi presset oss inn. Presset oss inn i den bløte massen, den harde lukten av parfyme og svette, gled inn i et mykt nett av berøringer og blikk, det var ikke mulig å skille et ansikt fra et annet, vi var alle like, alle, bortsett fra én; han sto oppstilt med ryggen mot veggen kledd i en hvit dressbukse med bukseseler over en blå, glinsende skjorte som var kneppet åpen i halsen. Den kritthvite halsen holdt oppe et rundt hode med store, mørke øyne som stirret ut to sorte hull av sminke smurt over ansiktet under et tynt, hvitt hår som sto rett opp, stivt av gelé. Det var Poul Borum. Han lignet en fugl. En stor, tung fugl; han sto rett opp og ned og beveget seg ikke. Han sto med ryggen mot veggen og stirret vilt ut i lokalet hvor vi beveget oss i en langsom sirkel rundt baren og inn mot dansegulvet hvor vi danset. Vi danset og det nærmet seg vinter.
- Tomas Espedal i Imot kunsten (s.149)
fredag den 25. september 2009
Theis Ørntoft - Yeahsuiten
Theis Ørntofts debut er lige dele charmerende og øretæveindbydende. Yeahsuiten (en lille hilsen til Frank Jæger ("jægersuiten") måske - TØ fremhævede i et interview i Information>> FJ som sin yndlingsforfatter (!?)) rummer strengt taget ikke et eneste decideret godt digt (jeg ved det kan diskuteres og at jeg her gelinde springer en uddybelse af hvad det gode digt er for en størrelse over), men det kan man egentlig heller ikke kritisere den for. Det er ikke det den går ud på. Sproget er bevidst mundtligt haltende og andre gange nærmest tilfældigt smukt (Erik Svendsens middelalderlige læsning i JP>> er ubegribelig - der findes eksempler på stor poesi med "fejl" flere hundrede - ja flere tusinde år tilbage i historien). Ja, Theis Ørntoft (og ja jeg kender ham lidt, må jeg hellere indskyde - han har i hvert fald tæsket mig i tennis (6-1, 6-1) til en digtertennisturnering (den slags findes) på en efterskole udenfor Jægerspris)) har skabt et strålende bud på en samtidsdigtsamling i teenager-højde, som giver et direkte indblik i en 16 eller 17-årig flannørs bevidsthed ("skider to gange den dag - wow!") - og det selvom han er 25!
Jeg holder virkelig meget af Theis' henslængt plat-kække ungdomspoesi, så længe han ikke kloger den med det Lars Bukdahl i sin anmeldelse i dag i WA (rosende) kalder "nonchalante meta-markeringer af verdens og digtets konstruerethed". Andre eksempler end LBs er fx "jeg rækker ud efter virkeligheden / som efter en pakke cornflakes / og spekulerer lidt over følelseshierarkier" eller "jeg er bare en måde at opleve på" eller "mit liv kollapser uden narration, min rygrad er en narration" eller "jeg er skyldig i alt, hr. mister mister / min virkelighed / en personlig vedtagelse". Desværre er "markeringerne" også ofte slynget ind sidst i digtene, hvor de kommer til at virke punkterende, som glasskår i digtenes rullende citybike-dæk - om man vil (nej Theis' er sgu da på racercykel!).
Nej så hellere al den henslængte hverdag for sig og for sig alene ("Nu adlyder jeg dig fandme, siesta! / op på hotelværelset og få en lur / men jeg køber lige noget Fanta inden - blir garanteret godt tørstig deroppe" og den slags).
Charmen er dyb, men ligegyldigt hvilken vinkel jeg forsøger at kravle ind i digtene fra, så finder jeg ikke nogen dybde i bogen som helhed. Samlingenen emmer af "NU" - og det synes jeg også er både nødvendigt og ... hvad skal jeg sige? Cool. Alt i alt er Yeahsuiten en både sej og dejlig overfladisk bog, som jeg har læst og genlæst med stor fornøjelse (den er sjov og ung på en fundamentalt livsbekræftende måde) - men som jeg også er ret glad for ikke selv at skulle debutere med (ikke at jeg kunne - selv hvis jeg ville).
Jeg holder virkelig meget af Theis' henslængt plat-kække ungdomspoesi, så længe han ikke kloger den med det Lars Bukdahl i sin anmeldelse i dag i WA (rosende) kalder "nonchalante meta-markeringer af verdens og digtets konstruerethed". Andre eksempler end LBs er fx "jeg rækker ud efter virkeligheden / som efter en pakke cornflakes / og spekulerer lidt over følelseshierarkier" eller "jeg er bare en måde at opleve på" eller "mit liv kollapser uden narration, min rygrad er en narration" eller "jeg er skyldig i alt, hr. mister mister / min virkelighed / en personlig vedtagelse". Desværre er "markeringerne" også ofte slynget ind sidst i digtene, hvor de kommer til at virke punkterende, som glasskår i digtenes rullende citybike-dæk - om man vil (nej Theis' er sgu da på racercykel!).
Nej så hellere al den henslængte hverdag for sig og for sig alene ("Nu adlyder jeg dig fandme, siesta! / op på hotelværelset og få en lur / men jeg køber lige noget Fanta inden - blir garanteret godt tørstig deroppe" og den slags).
Charmen er dyb, men ligegyldigt hvilken vinkel jeg forsøger at kravle ind i digtene fra, så finder jeg ikke nogen dybde i bogen som helhed. Samlingenen emmer af "NU" - og det synes jeg også er både nødvendigt og ... hvad skal jeg sige? Cool. Alt i alt er Yeahsuiten en både sej og dejlig overfladisk bog, som jeg har læst og genlæst med stor fornøjelse (den er sjov og ung på en fundamentalt livsbekræftende måde) - men som jeg også er ret glad for ikke selv at skulle debutere med (ikke at jeg kunne - selv hvis jeg ville).
Gyldendal 2009, 56 sider.
torsdag den 24. september 2009
onsdag den 23. september 2009
fredag den 18. september 2009
Thomas Boberg - Boothill
slutningener her, og den standser ikke, den kryber i mig,
døden, jeg fornemmer den
bag hver klaprende dør ud til det varme landskab.
Boothill kalder min far den, efter en eller anden western.
Jeg skal snart til Boothill, sagde han, det tomme sted hvor man stiller
støvlerne.
Første del af Thomas Bobergs nye digtsamling skildrer bl.a. en togrejse fra Pietrasanta i Toscana, hvor forfatteren besøger sin døende far, ("(...)maleren. / Labyrintens arkitekt. / Sin egen fange og vogter, / i stenhuset på bjerget / med udsigten / til en frihed han aldrig ønskede / at bevæge sig i") til Rom. Senere: "Først og fremmest, tænker jeg, / er nødvendigheden bevægelse." Thomas Boberg har skrevet en bog om døden, hvor livet består i bevægelse. Togrejsen er en lille mise en abyme i det større billede. At rejse er at leve, ganske enkelt.
Hvor første del af bogen primært handler om faren (dog med et par afstikkere) så er anden del, som fremstår langt mere intern, lidt utilgængelig og ikke helt så spændende som den første, tilegnet Klavs Bondebjerg in memoriam.
Tredje del er så en slags rejse ind i døden, selve Turen til Boothill. Lidt spraglet i forhold til midterste afsnit, men også ret ufokuseret (jeg opdager nu at Erik Svendsen kalder bogen "fokuseret">>) fra Polarcirklen til Silkeborg via Tokyo og det yderste Rusland. Første del er bedst, selvom den blegner lidt i sammenligning med den rå nerve (tilgiv klichéen) i Ted Berrigans Train Ride. Afsnittet "Tog til Rom" synes delvist at være blevet til på selve rejsen, men de førnævnte afstikkere (+ en tendens til mystiske efterrationaliseringer (måske er det bare kunstlede betragtninger) undervejs) får alligevel også denne del til at virke mere renset og konstrueret end hvad godt er... og så forstår jeg ikke hvorfor der flere gange skal skrives i en tone fra ... ja fra de gamle dage. Hvad sker der fx her?:
En rose
på dit bord ved vinduet,
til dig som rakte mig kærligheden.
Bedre sent end aldrig, siger man også, og den tror jeg på.
Jeg håber
den holder
hinsides
hjemkomsten.
Jeg havde forventet en slags tre'er, som opfølger til Livsstil og Gæstebogen, to virkeligt gode digtbøger, som har pustet nyt liv i forfatterskabet, men selvom det ikke ligefrem er det man får med Boothill, (ikke at den er et flop eller at sproget er et helt andet sted henne, det er mere det ret anderledes genstandsområde der får den til at skille sig ud) så er der også nogle gode takter. Idéen om Boothill er lidt fortærsket (er der ikke lige lovligt mange mytiske dødsriger allerede - som fx Paul Austers Timbuktu, hvor hunde og deres ejere forenes i efterlivet (for at nævne et eksempel der ikke står så langt fra Boberg på bogreolen)) - og ja Lars Bukdahl, det havde været fedt med noget mere western-lir, hvis det endelig skulle være. Nogle flere seksløbere. For det er også netop når han har trukket revolveren i sine forrige digtbøger at Thomas Boberg har været farligst og bedst.
Men jeg vil heller ikke lyde alt for bister. Der er passager i Boothill som er virkeligt gode. Især i den første del, hvor der både kigges langt indad og ud mod verden, fordi forfatteren synes ramt af fornemmelsen af døden, der sniger sig langsomt ind på ham gennem faren. Men en anelse skuffet har man da lov til at være efter Livsstil og Gæstebogen.
Gyldendal 2009, 104 sider.
torsdag den 17. september 2009
Simon Grotrian - Evahave
Digter og ikke mindst salmedigter Simon Grotrian er i de seneste år blevet stadigt mere produktiv. Fire udgivelser i 2007. Fire udgivelser i 2008. Da jeg så at Borgen skulle udgive hans tredje samling af salmer her til efteråret (eller er det stadig sensommer?) tænkte jeg noget i retning af, "det er da også på tide"... Men åh ak om ikke jeg så også bemærkede (ved at stirre hypnotiseret på den hastigt voksende udgivelsesliste) at han tidligere i år har udsendt en bog med titlen Vanvidssalmer - en bog som jeg slet ikke anede fandtes. Den er sandsynligvis udkommet på Engum Sogn Musik, som han tidligere bl.a. har udsendt sin seneste rigtigt gode lille bog Arons besættelse på... Nå, men den må jeg så bare have til gode. Lovende titel ellers.
Evahave er endnu en virkelig gennemført og himmelråbende salmesamling. Simon Grotrian er en ren lyrisk lovprisningsmaskine:
Herre, du gir livet mayonnaise
den er troens skrifter, vi kan læse
store skyer presser du fra tuben
over os i verdeshvepsekuben.
Visse steder, som i salmen citeret ovenfor, som for øvrigt fortsætter af samme spor med remoulade og pålægsmadder, er tonen meget let og friskt komisk. Andre steder virker teksterne ufrivilligt komisk højstemte. Der går ofte De små synger i den groft enkle metrik.
I det hele taget er Evahave endnu en bestemt sprælsk brugsbog til de kristne (massevis af dåbssalmer og tekster til diverse højtider), men det hele er også lidt for nemt og ufarligt. Man får en god portion af den vanlige skæve og fundamentalt originale grotrianske poesi, hvor billederne ofte virker vildt abstrakte men faktisk åbner sig mest ved en helt umiddelbar, uanalytisk, konkret læsning - men hvorfor er der ikke mere konflikt og spænding i salmerne? Og godt nok har Grotrian sin egen stil, som jeg personligt holder meget af, men han udvider og ændrer ikke sit felt, og det er ved at blive rigtig kedeligt.
Måske findes det jeg savner i Evahave i Vanvidssalmer. Vanvid kunne i hvert fald være forfriskende i Grotrians glimrende men også forsigtige grænsende til søvndyssende salmesamling fra Borgen.
ex.:
Verden har et gitter
og nødvendighed er bitter
når det største es af nætter
vandrer over kortets pletter.
Hjertet er det søde
og det standser med at bløde
når Vorherre fjerner pilen
jeg kan lægge mig til hvilen.
Døden er her ikke
selvom korset kunne stikke
alle øjne ud på dragen
se, jeg står i Evahaven.
Borgen 2009, 128 sider.
Evahave er endnu en virkelig gennemført og himmelråbende salmesamling. Simon Grotrian er en ren lyrisk lovprisningsmaskine:
Herre, du gir livet mayonnaise
den er troens skrifter, vi kan læse
store skyer presser du fra tuben
over os i verdeshvepsekuben.
Visse steder, som i salmen citeret ovenfor, som for øvrigt fortsætter af samme spor med remoulade og pålægsmadder, er tonen meget let og friskt komisk. Andre steder virker teksterne ufrivilligt komisk højstemte. Der går ofte De små synger i den groft enkle metrik.
I det hele taget er Evahave endnu en bestemt sprælsk brugsbog til de kristne (massevis af dåbssalmer og tekster til diverse højtider), men det hele er også lidt for nemt og ufarligt. Man får en god portion af den vanlige skæve og fundamentalt originale grotrianske poesi, hvor billederne ofte virker vildt abstrakte men faktisk åbner sig mest ved en helt umiddelbar, uanalytisk, konkret læsning - men hvorfor er der ikke mere konflikt og spænding i salmerne? Og godt nok har Grotrian sin egen stil, som jeg personligt holder meget af, men han udvider og ændrer ikke sit felt, og det er ved at blive rigtig kedeligt.
Måske findes det jeg savner i Evahave i Vanvidssalmer. Vanvid kunne i hvert fald være forfriskende i Grotrians glimrende men også forsigtige grænsende til søvndyssende salmesamling fra Borgen.
ex.:
Verden har et gitter
og nødvendighed er bitter
når det største es af nætter
vandrer over kortets pletter.
Hjertet er det søde
og det standser med at bløde
når Vorherre fjerner pilen
jeg kan lægge mig til hvilen.
Døden er her ikke
selvom korset kunne stikke
alle øjne ud på dragen
se, jeg står i Evahaven.
Borgen 2009, 128 sider.
fredag den 11. september 2009
torsdag den 10. september 2009
Anders Abildgaard - Kære venner
Jeg vil ikke begive mig ud i en egentlig anmeldelse men blot pege på (og fabulere lidt over) en af de udgivelser jeg har set frem til i de seneste måneder, som udkom på Gyldendal for godt en uge siden.
Mindre forløb og enkle men alligevel problematiserede sansninger (flere gange nævnes flere muligheder, som "et" og "to")) væver sig ind og ud af hinanden i Anders Abildgaards nye elegante digtsamling Kære venner. En bog der synes delvist at arbejde videre i stilen fra Sætninger, der kom i 2006 (jeg skrev året efter vist nok en halvdum anmeldelse i tidsskriftet Graf (hvor og hvornår man læser en bog kan have stor betydning for ens oplevelse af den og således synes Sætninger også at åbne sig for mig efter jeg har læst Kære venner)).
I sin nye bog synes Anders Abildgaard at være stærkt optaget af ydre registreringer og indre overvejelser. Det kan umiddelbart lyde som en kliché af en læsning - for er det ikke det så godt som al poesi på en eller anden måde handler om? Det kan godt være, men jeg fornemmer en bevægelse i flere af bogens fem afsnit fra den ydre verden og stadigt tættere ind på og ind i kroppen - og ofte i afsenderens krop, Anders' krop om man vil. Måske lyder det vidtløftigt og abstrakt, men lad mig forsøge med et eksempel: "Fanø / folk der sidder i en stue / stå i haven uden for det hus og tale i telefon / lav nogle rum / sæt dig ned og læs noget Seeberg / se på hende der / se på det der / se på ham der / lad være at stå sådan der / lad være at sige sådan der"... osv. osv. Et sted peges ud, en scene beskrives og så åbnes der ellers for en strøm af imperativer, som umiddelbart ligner og lyder som en indre dialog, men senere indføres både et vi og et du, som lidt slører billedet af hvem det er der i sidste ende må "sidde på Fanø og bogføre sin forsmåelse / sidde på Fanø og tage imod lort".
I flere af teksterne præsenteres læseren for små glimt af tekst, som han selv må (og ufravigeligt kommer til at) stykke sammen til en helhed. Måske kan man også kalde det for rekvisitdigtning... Det der tematiseres er delenes ofte arbitrære forhold til helheden: "vi kører i et snevejr, om aftenen skændes vi / de står i en halvcirkel / de kører i formationer / de pisser / de vinker / vi ser ud, vi ser ned, vi går tilbage til bordet, du bliver / stående, vi drikker kaffe".
Jeg lyder sikkert diffus når jeg siger det, men der er en sær klarhed og nærhed i Kære venner, som nærmest ubemærkeligt sniger sig ind på en. Det er en varm, scenisk bog med mange lag (langt flere end jeg når at komme ind på her og sikkert også flere end jeg har fået øje på i min læsning indtil videre), hvor vennerne (Harald, Maja, Dennis, Mads osv.) og kæresten (Ida) indgår med en uhøjtidelig naturlighed i det både skarpe og flydende univers. Der er på ingen måde, som titlen måske kunne få nogen til at forvente, tale om lange rækker af portrætdigte af venner, ekskærester og rock-idoler.
Mindre forløb og enkle men alligevel problematiserede sansninger (flere gange nævnes flere muligheder, som "et" og "to")) væver sig ind og ud af hinanden i Anders Abildgaards nye elegante digtsamling Kære venner. En bog der synes delvist at arbejde videre i stilen fra Sætninger, der kom i 2006 (jeg skrev året efter vist nok en halvdum anmeldelse i tidsskriftet Graf (hvor og hvornår man læser en bog kan have stor betydning for ens oplevelse af den og således synes Sætninger også at åbne sig for mig efter jeg har læst Kære venner)).
I sin nye bog synes Anders Abildgaard at være stærkt optaget af ydre registreringer og indre overvejelser. Det kan umiddelbart lyde som en kliché af en læsning - for er det ikke det så godt som al poesi på en eller anden måde handler om? Det kan godt være, men jeg fornemmer en bevægelse i flere af bogens fem afsnit fra den ydre verden og stadigt tættere ind på og ind i kroppen - og ofte i afsenderens krop, Anders' krop om man vil. Måske lyder det vidtløftigt og abstrakt, men lad mig forsøge med et eksempel: "Fanø / folk der sidder i en stue / stå i haven uden for det hus og tale i telefon / lav nogle rum / sæt dig ned og læs noget Seeberg / se på hende der / se på det der / se på ham der / lad være at stå sådan der / lad være at sige sådan der"... osv. osv. Et sted peges ud, en scene beskrives og så åbnes der ellers for en strøm af imperativer, som umiddelbart ligner og lyder som en indre dialog, men senere indføres både et vi og et du, som lidt slører billedet af hvem det er der i sidste ende må "sidde på Fanø og bogføre sin forsmåelse / sidde på Fanø og tage imod lort".
I flere af teksterne præsenteres læseren for små glimt af tekst, som han selv må (og ufravigeligt kommer til at) stykke sammen til en helhed. Måske kan man også kalde det for rekvisitdigtning... Det der tematiseres er delenes ofte arbitrære forhold til helheden: "vi kører i et snevejr, om aftenen skændes vi / de står i en halvcirkel / de kører i formationer / de pisser / de vinker / vi ser ud, vi ser ned, vi går tilbage til bordet, du bliver / stående, vi drikker kaffe".
Jeg lyder sikkert diffus når jeg siger det, men der er en sær klarhed og nærhed i Kære venner, som nærmest ubemærkeligt sniger sig ind på en. Det er en varm, scenisk bog med mange lag (langt flere end jeg når at komme ind på her og sikkert også flere end jeg har fået øje på i min læsning indtil videre), hvor vennerne (Harald, Maja, Dennis, Mads osv.) og kæresten (Ida) indgår med en uhøjtidelig naturlighed i det både skarpe og flydende univers. Der er på ingen måde, som titlen måske kunne få nogen til at forvente, tale om lange rækker af portrætdigte af venner, ekskærester og rock-idoler.
For mig åbner den afsluttende tekst En skumring, som så vidt jeg har forstået er sakset fra svenske Stig Larssons bog Helhjertet tanke, op for alt det der er gået forud. I beskrivelsen af den belgiske film Manden der lod sit hår klippe kort, står der bl.a.: "(...) materialiteten, den anderledes stoflighed, kunne mærkes i klipøjeblikket. Fra den lille blanke kjoleryg til, i pludselig trafikstøj, et busvindues pletter af spejlinger som nu går til højre og svisj tilbage til venstre over svagt anede mørkegrå skikkelser inde i en bus."
Jeg er blevet inspireret af Kære venner (og I må bære over eller tage til takke med min nok lidt flyvske improviserede læsning), ikke mindst til som sagt at genlæse debuten Sætninger, men også til langt om længe at komme i gang med Stig Larsson ... og også hen ad vejen lidt mere Derrida og Deleuze, som begge spøger i baggrunden - og måske mere i forgrunden end jeg ved.
Først vil jeg vende tilbage til Baudrillards Cool Memories og lave noget mere te til min lede hals.
Gyldendal 2009, 72 sider.
Jeg er blevet inspireret af Kære venner (og I må bære over eller tage til takke med min nok lidt flyvske improviserede læsning), ikke mindst til som sagt at genlæse debuten Sætninger, men også til langt om længe at komme i gang med Stig Larsson ... og også hen ad vejen lidt mere Derrida og Deleuze, som begge spøger i baggrunden - og måske mere i forgrunden end jeg ved.
Først vil jeg vende tilbage til Baudrillards Cool Memories og lave noget mere te til min lede hals.
Gyldendal 2009, 72 sider.
mandag den 7. september 2009
torsdag den 3. september 2009
tirsdag den 1. september 2009
Den Blå Port #82
For et par numre siden så det ud som om den nye redaktion på Den Blå Port (Nikolaj Zeuthen, Torben Jelsbak, Gitte Broeng, Mathilde Walter Clark) havde i sinde at brede tidsskriftet ud og gøre det noget i retning af halv-folkeligt - en strategi som bl.a. det norske tidsskrift Vinduet for nogle år siden fejlede ganske frygteligt med. Men sådan er det ikke helt blevet. I de seneste numre er der alligevel blevet vendt tilbage til en i hvert fald lidt mere vægtig eller ambitiøs redaktionel linje. Alligevel er det som om tidsskriftet mangler et projekt eller en mission.
I det hele taget er der ikke nogle tidsskrifter i Danmark, der rigtigt arbejder med formen, som f.eks. svenske OEI, eller har et bredt udsyn, som norske Vagant.
En del af det er sikkert et spørgsmål om økonomi, men det er altså ikke det eneste det drejer sig om. De fleste numre af tidsskrifter som OEI og Vagant er utroligt redaktionelt gennemarbejdede og tåler gang på gang at blive hevet ned fra hylden. Et OEI-nummer om Redaktionel æstetik er simpelthen uundværligt, hvis man skal skrive om eller beskæftige sig med spørgsmål vedrørende redaktionel praksis og Vagant er eminente til at inddrage vedkommmende og aktuelle strømninger fra andre felter såsom filosofien i forhold til og i samspil med det litterære, f.eks. med artikler om og af folk som Slavoj Zizek eller Peter Sloterdijk.
Den Blå Port #82 indeholder anslag til en interessant undersøgelse af det der i en artikel af Thomas Hvid Kroman karakteriseres som "litterære approprieringsstrategier", men tidsskriftet begrænser sig alligevel til at byde på en slags introduktion til uncreative writing krydret med nogle billedkunstneriske kollage-bidrag og et par lettere konceptuelt serielle skønlitterære indslag. I et uddrag fra en kommende bog af Martin Glaz Serup er jeg'et (Martin (!?)) i en række små tekster udskiftet med "Marken", Dorthe Nors har skrevet en slags tiltede dagbogslister, og det i en eller anden forstand biografiske synes også flere andre steder at løbe sammen med det simpelt konceptuelle. Rasmus Graff har oversat Kenneth Goldsmiths artikel Om konceptuel skrivning og norske Jan Erik Vold bidrager med nogle letbenede tosserier (det skal ikke forstås negativt - jeg blev bestemt i godt humør af at læse dem) fra hans bog kykelipi (1969).
Approprierings/koncept/kollage-temaet brydes indimellem, bl.a. af en artikel i Udefra-serien, denne gang fra New York og forfattet af en Stacey d'Erasmo. Den synes ærlig talt at falde ret meget udenfor seriens tidligere erklærede ambition om at præsentere rapporter fra udenlandske litterære knudepunkter. Faktisk synes Nikolai Zeuthens oversættelse af den forkortede artikel fra Boston Review nærmest at være en hovsaløsning.
Men når det er sagt, så synes jeg alligevel, at de ting, der har fået og fundet plads i Den Blå Port #82, overordnet set er interessante og underholdende. En enkelt ret væsentlig maveplasker er der dog desværre også - Lederen. Jeg citerer:
det vi vil er:
at trække en gummihandske godt op på armen
og indføre en nævefuld sur, håndsvedig trylledej
i enhver der kommer for skade at lytte
til anmelderen fx
der beruset hylder "gymnastiske" sætninger
der "som spændstige pumaer"
lader muskulaturen bag den skinnende pels komme til syne"
vil vi skrive som læggen på en stiknarkoman
eller som en gammel mands slappe og dog kødfulde baller
(osv. osv. osv.)
Noget af et Ginsberg-agtigt angreb, der ender som Fedtmule, der bliver sendt til tælling af sin egen skygge.
Men altså alt i alt et hæderligt nummer af Den Blå Port, som dog godt måtte være gået en del mere i dybden med sit tema - et tema som ikke har noget som helst at gøre med den anarkistisk-fjollede leder.
ps: Den Blå Port #82 er det sidste nummer der udkommer på Athene. Fremover vil tidsskriftet udkomme på Vandkunsten.
I det hele taget er der ikke nogle tidsskrifter i Danmark, der rigtigt arbejder med formen, som f.eks. svenske OEI, eller har et bredt udsyn, som norske Vagant.
En del af det er sikkert et spørgsmål om økonomi, men det er altså ikke det eneste det drejer sig om. De fleste numre af tidsskrifter som OEI og Vagant er utroligt redaktionelt gennemarbejdede og tåler gang på gang at blive hevet ned fra hylden. Et OEI-nummer om Redaktionel æstetik er simpelthen uundværligt, hvis man skal skrive om eller beskæftige sig med spørgsmål vedrørende redaktionel praksis og Vagant er eminente til at inddrage vedkommmende og aktuelle strømninger fra andre felter såsom filosofien i forhold til og i samspil med det litterære, f.eks. med artikler om og af folk som Slavoj Zizek eller Peter Sloterdijk.
Den Blå Port #82 indeholder anslag til en interessant undersøgelse af det der i en artikel af Thomas Hvid Kroman karakteriseres som "litterære approprieringsstrategier", men tidsskriftet begrænser sig alligevel til at byde på en slags introduktion til uncreative writing krydret med nogle billedkunstneriske kollage-bidrag og et par lettere konceptuelt serielle skønlitterære indslag. I et uddrag fra en kommende bog af Martin Glaz Serup er jeg'et (Martin (!?)) i en række små tekster udskiftet med "Marken", Dorthe Nors har skrevet en slags tiltede dagbogslister, og det i en eller anden forstand biografiske synes også flere andre steder at løbe sammen med det simpelt konceptuelle. Rasmus Graff har oversat Kenneth Goldsmiths artikel Om konceptuel skrivning og norske Jan Erik Vold bidrager med nogle letbenede tosserier (det skal ikke forstås negativt - jeg blev bestemt i godt humør af at læse dem) fra hans bog kykelipi (1969).
Approprierings/koncept/kollage-temaet brydes indimellem, bl.a. af en artikel i Udefra-serien, denne gang fra New York og forfattet af en Stacey d'Erasmo. Den synes ærlig talt at falde ret meget udenfor seriens tidligere erklærede ambition om at præsentere rapporter fra udenlandske litterære knudepunkter. Faktisk synes Nikolai Zeuthens oversættelse af den forkortede artikel fra Boston Review nærmest at være en hovsaløsning.
Men når det er sagt, så synes jeg alligevel, at de ting, der har fået og fundet plads i Den Blå Port #82, overordnet set er interessante og underholdende. En enkelt ret væsentlig maveplasker er der dog desværre også - Lederen. Jeg citerer:
det vi vil er:
at trække en gummihandske godt op på armen
og indføre en nævefuld sur, håndsvedig trylledej
i enhver der kommer for skade at lytte
til anmelderen fx
der beruset hylder "gymnastiske" sætninger
der "som spændstige pumaer"
lader muskulaturen bag den skinnende pels komme til syne"
vil vi skrive som læggen på en stiknarkoman
eller som en gammel mands slappe og dog kødfulde baller
(osv. osv. osv.)
Noget af et Ginsberg-agtigt angreb, der ender som Fedtmule, der bliver sendt til tælling af sin egen skygge.
Men altså alt i alt et hæderligt nummer af Den Blå Port, som dog godt måtte være gået en del mere i dybden med sit tema - et tema som ikke har noget som helst at gøre med den anarkistisk-fjollede leder.
ps: Den Blå Port #82 er det sidste nummer der udkommer på Athene. Fremover vil tidsskriftet udkomme på Vandkunsten.
Abonner på:
Opslag (Atom)
Indlæg
