Jeg tror det var i 1996. Jeg boede med min far i Funchal på Madeira og gik på en engelsk skole, da jeg gennem en af min fars venner blev introduceret for Paul Austers forfatterskab. Vennen var ved at skrive en ph.d. om Paul Auster på universitetet i Braga. En aften, efter at have talt varmt om hans bøger og vækket min interesse, lånte han mig The Red Notebook, ikke fordi han mente den var et specielt godt sted at starte, men fordi det var den bog han nu engang havde på sig.
Paul Auster fik mig til at læse. Jeg vil ikke sige, at det var ham der vækkede min interesse for bøger, for den har jeg altid haft. Min far startede lydbogsforlaget Den Grimme Ælling i 1982 og jeg er vokset op omgivet af bøger. Både min mor og min far har altid læst meget og jeg har haft fri adgang til alle de lydbøger jeg kunne tænke mig. Jeg var ikke mere end 10 år gammel da jeg gik rundt på lageret på Den Grimme Ælling i Holmstrup lidt udenfor Odense og hev f.eks. min fars indlæsninger af Dostojevskis største romaner ned fra hylderne. Dermed ikke sagt at jeg forstod særlig meget af det, men jeg hørte alligevel altid bøgerne til ende. Jeg fik tidligt en fornemmelse for forfatternes individuelle stemmer. For selvom jeg lyttede til bøgerne, så at sige medieret eller filtreret af oplæserne - og især af min far - det var af gode grunde mest af alt hans indlæsninger jeg gik efter - så lod jeg mig, som børn er så gode til (jeg har sikkert også været en noget bedre og mere opmærksom lytter dengang end jeg er nu), suge helt ind i bøgernes universer. Og så var jeg også skønt fordomsfri. Jeg var ravende ligeglad med om de bøger jeg hørte var skrevet af Astrid Lindgren, Oscar Wilde eller... Bakunin... Men nok om det. Jeg blev altså introduceret for Paul Auster, læste The Red Notebook og blev meget inspireret af de små fantastisk-realistiske tilfældigheds-historier i bogens første afsnit. Jeg anede ikke noget om at Paul Auster var meget populær i Danmark. Jeg vidste heller ikke, at han netop i hele sit forfatterskab er særligt optaget af tilfældet, men der var noget som gav genklang i mig og vækkede min appetit på flere bøger. I løbet af få måneder læste jeg simpelthen alt hvad han havde skrevet lige fra New York-trilogien over hans sci-fi-agtige I det sidstes land til den mere personlige, bekendende/essayistiske bog Opfindelsen af ensomhed. Og jeg læste dem i høj grad som om de var den samme bog. Når jeg havde læst et par linjer i en ny bog kunne jeg genkende stemmen, følte mig i gode hænder og lod mig føre hvorhen det skulle være.
Senere er jeg måske blevet lidt klogere, og det er synd (jeg er godt nok også blevet dummere på nogle områder - og det er nok lige så synd) - jeg går ikke til en ny bog af Paul Auster med samme uforbeholdne vished om at jeg vil føle mig tryg og underholdt i al den tid jeg læser. Første gang jeg blev lidt skuffet var da Timbuktu udkom (siden da er alle Austers bøger udkommet på dansk før de er udkommet på engelsk, og jeg har hårdnakket nægtet at læse dem i oversættelse og har ventet stædigt på at de skulle udkomme på det sprog den nu engang var skrevet på). Fortryllelsen var delvist brudt ... men også kun delvist. Jeg kan stadigvæk huske, hvor jeg var da jeg læste bogen (i en have i Brændekilde på Fyn (i huset lige ved siden af det hus hvor Rasmus Rask voksede op) - jeg gik i Gymnasiet - i 2.g tror jeg), jeg husker bogen bedre end langt de fleste andre bøger jeg har læst, også selvom jeg måske har syntes de var bedre - og jeg har bestemt også været positivt forudindtaget dengang.
Helt galt gik det da jeg for nogle år siden efter at have fulgt et overbygningskursus i litteraturvidenskab, som hed noget i retning af Intet - en litterær figur, skulle skrive en større opgave på 40 sider og besluttede mig for at undersøge "Intet i Paul Austers romaner". Hans bøger emmer af intethed (hvad det så end vil sige - ved at omtale intet giver man det, som Heidegger siger, allerede en substans, som gør at det ikke længere kan siges rigtigt at være intet), men der er også meget andet - uendeligt meget andet. Ikke desto mindre skabte jeg i min en-øjede intetheds-fokuserede genlæsning af alle hans bøger en slags sort hul i Paul Austers forfatterskab, som sugede alt andet med sig, og hans stemme blev lige så uhyggelig som den før har været hjemlig og tryg for mig. Måske for at slippe udenom uhyggen har jeg sidenhen læst med en større distance. Det affortryllede har været en præmis for min læsning. Alligvel, til trods for den rutsjebanetur mit forhold til Paul Austers bøger har været, så føler jeg stadig, at jeg på en eller anden måde skylder ham en masse, og jeg glæder mig, som den dreng jeg var da jeg først læste ham, når jeg hører at der er en ny bog på vej fra hans hænder.
Et pænt stykke hen ad vejen syntes jeg rigtig godt om den nye roman Usynlig. Jeg tog mig selv i at tænke, at det her måske var den bedste bog siden Leviathan i 1992, senere tænkte jeg, måske siden Orakelnat, og jeg tror jeg er endt med at blive enig med mig selv om at den i hvert fald er bedre end de to forrige, også selvom jeg var mere glad for Mand i mørke end de fleste, og den hører desuden til i en lidt anden kategori. De to bøger lader sig ikke direkte sammenligne. Man skal måske snarere sammenligne Mand i mørke med I det sidstes land og Orakelnat - bøger om at forsvinde når man skriver...
Usynlig er historien om Adam Walker. Det viser sig primært at være Adam Walkers egen historie om sig selv, sløret af en utilregnelighed som først sent bliver åbenbaret - og som viser sig igen at være medieret af endnu en forfatter, som har måttet om- og sammenskrive det hele. Vi hører hvordan han som ung litteraturstuderende tilfældigt møder den ældre karismatiske og, skal det senere vise sig, også decideret farlige hvis ikke ligefrem dæmoniske franskmand, universitetsunderviser Rudolf Born. Rudolf Born fører sin nye yngre ven i hænderne (eller i skødet) på sin kæreste - og han gør ham til vidne til mord. Begivenheder som, sammen med Adam Walkers særlige binding til sin søster, er med til at ændre kursen på hans liv.
Romanen er skrevet i første, anden, tredje og så igen i første person. Faktisk er der tre forskellige førstepersonsfortællere undervejs, og man må finde sig i ret meget "konstruktion". Med et lidt dårligt ordspil fristes jeg til at kalde det "obstruktion", men det hænger måske også sammen med at jeg ikke helt har lyst til at erkende, at en stor del af sigtet med romanen synes netop at være, ved hjælp af konstruktionen, at pege på hvor usikre de fortællinger vi bygger vores liv op omkring egentlig kan være - hvor meget der er usynligt for os eller hvordan et helt liv kan komme til at se helt anderledes ud hvis bare man ser det fra en anden vinkel. Problemet er at det kommer til at virke som et gammel postmoderne greb, at pege på fiktionens karakter af fiktion for at komme med en pointe omkring virkelighedens fiktivitet.
Der er mange fine passager i bogen, hvor vi driver rundt mellem bl.a. New York, Paris og en fjern vestindisk ø, og jeg følte mig drevet fremad i bogen på en måde som jeg ikke mindes at være blevet drevet før af Paul Auster. Men det hænger sammen med at jeg følte en usikkerhed omkring det mord som slutningen af bogens første del. Jeg forventede at få noget at vide som jeg aldrig fik. Adam Walker ser Rudolf Born stikke en springkniv i maven på den unge mand Cedric Williams, men han ved ikke hvad der sker med ham inden liget bliver fundet i en nærliggende park med mange flere stik i kroppen. Måske forventede jeg naivt at der skulle være sket noget umiddelbart ugennemskueligt og i sidste ende overraskende i den mellemliggende tid, som Adam Walker og læseren ikke får indblik i - at dét var det usynlige... Men til sidst står jeg tilbage med en lidt tom fornemmelse af bare at skulle acceptere at Rudolf Born er gået amok og har hukket sin kniv i den 18-årige mand gentagne gange selvom han var død.
Måske er selve pointen at historien ikke går op, men den pointe går i sig selv heller ikke op, og Usynlig drukner i sin konstruktion, som også står i vejen for at man kan komme helt ind på livet af hovedpersonen. Det er ærgerligt, for Paul Auster ville sagtens kunne skrive nogle store, vidt forgrenede og sikkert også utrolige historier uden altid at skulle dække sig ind under de metalag som ender med at holde læseren ude i en armslængde - mindst.
Men men men... bogen efterlader mig spekulerende. Det er da også en lille sejr. Jeg glæder mig til den næste bog af Paul Auster. Måske glæder jeg mig til en forestilling om en idealbog som aldrig ville kunne skrives - eller måske håber jeg "bare" på en genfortryllelse.
Paul Auster fik mig til at læse. Jeg vil ikke sige, at det var ham der vækkede min interesse for bøger, for den har jeg altid haft. Min far startede lydbogsforlaget Den Grimme Ælling i 1982 og jeg er vokset op omgivet af bøger. Både min mor og min far har altid læst meget og jeg har haft fri adgang til alle de lydbøger jeg kunne tænke mig. Jeg var ikke mere end 10 år gammel da jeg gik rundt på lageret på Den Grimme Ælling i Holmstrup lidt udenfor Odense og hev f.eks. min fars indlæsninger af Dostojevskis største romaner ned fra hylderne. Dermed ikke sagt at jeg forstod særlig meget af det, men jeg hørte alligevel altid bøgerne til ende. Jeg fik tidligt en fornemmelse for forfatternes individuelle stemmer. For selvom jeg lyttede til bøgerne, så at sige medieret eller filtreret af oplæserne - og især af min far - det var af gode grunde mest af alt hans indlæsninger jeg gik efter - så lod jeg mig, som børn er så gode til (jeg har sikkert også været en noget bedre og mere opmærksom lytter dengang end jeg er nu), suge helt ind i bøgernes universer. Og så var jeg også skønt fordomsfri. Jeg var ravende ligeglad med om de bøger jeg hørte var skrevet af Astrid Lindgren, Oscar Wilde eller... Bakunin... Men nok om det. Jeg blev altså introduceret for Paul Auster, læste The Red Notebook og blev meget inspireret af de små fantastisk-realistiske tilfældigheds-historier i bogens første afsnit. Jeg anede ikke noget om at Paul Auster var meget populær i Danmark. Jeg vidste heller ikke, at han netop i hele sit forfatterskab er særligt optaget af tilfældet, men der var noget som gav genklang i mig og vækkede min appetit på flere bøger. I løbet af få måneder læste jeg simpelthen alt hvad han havde skrevet lige fra New York-trilogien over hans sci-fi-agtige I det sidstes land til den mere personlige, bekendende/essayistiske bog Opfindelsen af ensomhed. Og jeg læste dem i høj grad som om de var den samme bog. Når jeg havde læst et par linjer i en ny bog kunne jeg genkende stemmen, følte mig i gode hænder og lod mig føre hvorhen det skulle være.
Senere er jeg måske blevet lidt klogere, og det er synd (jeg er godt nok også blevet dummere på nogle områder - og det er nok lige så synd) - jeg går ikke til en ny bog af Paul Auster med samme uforbeholdne vished om at jeg vil føle mig tryg og underholdt i al den tid jeg læser. Første gang jeg blev lidt skuffet var da Timbuktu udkom (siden da er alle Austers bøger udkommet på dansk før de er udkommet på engelsk, og jeg har hårdnakket nægtet at læse dem i oversættelse og har ventet stædigt på at de skulle udkomme på det sprog den nu engang var skrevet på). Fortryllelsen var delvist brudt ... men også kun delvist. Jeg kan stadigvæk huske, hvor jeg var da jeg læste bogen (i en have i Brændekilde på Fyn (i huset lige ved siden af det hus hvor Rasmus Rask voksede op) - jeg gik i Gymnasiet - i 2.g tror jeg), jeg husker bogen bedre end langt de fleste andre bøger jeg har læst, også selvom jeg måske har syntes de var bedre - og jeg har bestemt også været positivt forudindtaget dengang.
Helt galt gik det da jeg for nogle år siden efter at have fulgt et overbygningskursus i litteraturvidenskab, som hed noget i retning af Intet - en litterær figur, skulle skrive en større opgave på 40 sider og besluttede mig for at undersøge "Intet i Paul Austers romaner". Hans bøger emmer af intethed (hvad det så end vil sige - ved at omtale intet giver man det, som Heidegger siger, allerede en substans, som gør at det ikke længere kan siges rigtigt at være intet), men der er også meget andet - uendeligt meget andet. Ikke desto mindre skabte jeg i min en-øjede intetheds-fokuserede genlæsning af alle hans bøger en slags sort hul i Paul Austers forfatterskab, som sugede alt andet med sig, og hans stemme blev lige så uhyggelig som den før har været hjemlig og tryg for mig. Måske for at slippe udenom uhyggen har jeg sidenhen læst med en større distance. Det affortryllede har været en præmis for min læsning. Alligvel, til trods for den rutsjebanetur mit forhold til Paul Austers bøger har været, så føler jeg stadig, at jeg på en eller anden måde skylder ham en masse, og jeg glæder mig, som den dreng jeg var da jeg først læste ham, når jeg hører at der er en ny bog på vej fra hans hænder.
Et pænt stykke hen ad vejen syntes jeg rigtig godt om den nye roman Usynlig. Jeg tog mig selv i at tænke, at det her måske var den bedste bog siden Leviathan i 1992, senere tænkte jeg, måske siden Orakelnat, og jeg tror jeg er endt med at blive enig med mig selv om at den i hvert fald er bedre end de to forrige, også selvom jeg var mere glad for Mand i mørke end de fleste, og den hører desuden til i en lidt anden kategori. De to bøger lader sig ikke direkte sammenligne. Man skal måske snarere sammenligne Mand i mørke med I det sidstes land og Orakelnat - bøger om at forsvinde når man skriver...
Usynlig er historien om Adam Walker. Det viser sig primært at være Adam Walkers egen historie om sig selv, sløret af en utilregnelighed som først sent bliver åbenbaret - og som viser sig igen at være medieret af endnu en forfatter, som har måttet om- og sammenskrive det hele. Vi hører hvordan han som ung litteraturstuderende tilfældigt møder den ældre karismatiske og, skal det senere vise sig, også decideret farlige hvis ikke ligefrem dæmoniske franskmand, universitetsunderviser Rudolf Born. Rudolf Born fører sin nye yngre ven i hænderne (eller i skødet) på sin kæreste - og han gør ham til vidne til mord. Begivenheder som, sammen med Adam Walkers særlige binding til sin søster, er med til at ændre kursen på hans liv.
Romanen er skrevet i første, anden, tredje og så igen i første person. Faktisk er der tre forskellige førstepersonsfortællere undervejs, og man må finde sig i ret meget "konstruktion". Med et lidt dårligt ordspil fristes jeg til at kalde det "obstruktion", men det hænger måske også sammen med at jeg ikke helt har lyst til at erkende, at en stor del af sigtet med romanen synes netop at være, ved hjælp af konstruktionen, at pege på hvor usikre de fortællinger vi bygger vores liv op omkring egentlig kan være - hvor meget der er usynligt for os eller hvordan et helt liv kan komme til at se helt anderledes ud hvis bare man ser det fra en anden vinkel. Problemet er at det kommer til at virke som et gammel postmoderne greb, at pege på fiktionens karakter af fiktion for at komme med en pointe omkring virkelighedens fiktivitet.
Der er mange fine passager i bogen, hvor vi driver rundt mellem bl.a. New York, Paris og en fjern vestindisk ø, og jeg følte mig drevet fremad i bogen på en måde som jeg ikke mindes at være blevet drevet før af Paul Auster. Men det hænger sammen med at jeg følte en usikkerhed omkring det mord som slutningen af bogens første del. Jeg forventede at få noget at vide som jeg aldrig fik. Adam Walker ser Rudolf Born stikke en springkniv i maven på den unge mand Cedric Williams, men han ved ikke hvad der sker med ham inden liget bliver fundet i en nærliggende park med mange flere stik i kroppen. Måske forventede jeg naivt at der skulle være sket noget umiddelbart ugennemskueligt og i sidste ende overraskende i den mellemliggende tid, som Adam Walker og læseren ikke får indblik i - at dét var det usynlige... Men til sidst står jeg tilbage med en lidt tom fornemmelse af bare at skulle acceptere at Rudolf Born er gået amok og har hukket sin kniv i den 18-årige mand gentagne gange selvom han var død.
Måske er selve pointen at historien ikke går op, men den pointe går i sig selv heller ikke op, og Usynlig drukner i sin konstruktion, som også står i vejen for at man kan komme helt ind på livet af hovedpersonen. Det er ærgerligt, for Paul Auster ville sagtens kunne skrive nogle store, vidt forgrenede og sikkert også utrolige historier uden altid at skulle dække sig ind under de metalag som ender med at holde læseren ude i en armslængde - mindst.
Men men men... bogen efterlader mig spekulerende. Det er da også en lille sejr. Jeg glæder mig til den næste bog af Paul Auster. Måske glæder jeg mig til en forestilling om en idealbog som aldrig ville kunne skrives - eller måske håber jeg "bare" på en genfortryllelse.
Forlaget Per Kofod 2009, 346 sider.
Indlæg
