slutningener her, og den standser ikke, den kryber i mig,
døden, jeg fornemmer den
bag hver klaprende dør ud til det varme landskab.
Boothill kalder min far den, efter en eller anden western.
Jeg skal snart til Boothill, sagde han, det tomme sted hvor man stiller
støvlerne.
Første del af Thomas Bobergs nye digtsamling skildrer bl.a. en togrejse fra Pietrasanta i Toscana, hvor forfatteren besøger sin døende far, ("(...)maleren. / Labyrintens arkitekt. / Sin egen fange og vogter, / i stenhuset på bjerget / med udsigten / til en frihed han aldrig ønskede / at bevæge sig i") til Rom. Senere: "Først og fremmest, tænker jeg, / er nødvendigheden bevægelse." Thomas Boberg har skrevet en bog om døden, hvor livet består i bevægelse. Togrejsen er en lille mise en abyme i det større billede. At rejse er at leve, ganske enkelt.
Hvor første del af bogen primært handler om faren (dog med et par afstikkere) så er anden del, som fremstår langt mere intern, lidt utilgængelig og ikke helt så spændende som den første, tilegnet Klavs Bondebjerg in memoriam.
Tredje del er så en slags rejse ind i døden, selve Turen til Boothill. Lidt spraglet i forhold til midterste afsnit, men også ret ufokuseret (jeg opdager nu at Erik Svendsen kalder bogen "fokuseret">>) fra Polarcirklen til Silkeborg via Tokyo og det yderste Rusland. Første del er bedst, selvom den blegner lidt i sammenligning med den rå nerve (tilgiv klichéen) i Ted Berrigans Train Ride. Afsnittet "Tog til Rom" synes delvist at være blevet til på selve rejsen, men de førnævnte afstikkere (+ en tendens til mystiske efterrationaliseringer (måske er det bare kunstlede betragtninger) undervejs) får alligevel også denne del til at virke mere renset og konstrueret end hvad godt er... og så forstår jeg ikke hvorfor der flere gange skal skrives i en tone fra ... ja fra de gamle dage. Hvad sker der fx her?:
En rose
på dit bord ved vinduet,
til dig som rakte mig kærligheden.
Bedre sent end aldrig, siger man også, og den tror jeg på.
Jeg håber
den holder
hinsides
hjemkomsten.
Jeg havde forventet en slags tre'er, som opfølger til Livsstil og Gæstebogen, to virkeligt gode digtbøger, som har pustet nyt liv i forfatterskabet, men selvom det ikke ligefrem er det man får med Boothill, (ikke at den er et flop eller at sproget er et helt andet sted henne, det er mere det ret anderledes genstandsområde der får den til at skille sig ud) så er der også nogle gode takter. Idéen om Boothill er lidt fortærsket (er der ikke lige lovligt mange mytiske dødsriger allerede - som fx Paul Austers Timbuktu, hvor hunde og deres ejere forenes i efterlivet (for at nævne et eksempel der ikke står så langt fra Boberg på bogreolen)) - og ja Lars Bukdahl, det havde været fedt med noget mere western-lir, hvis det endelig skulle være. Nogle flere seksløbere. For det er også netop når han har trukket revolveren i sine forrige digtbøger at Thomas Boberg har været farligst og bedst.
Men jeg vil heller ikke lyde alt for bister. Der er passager i Boothill som er virkeligt gode. Især i den første del, hvor der både kigges langt indad og ud mod verden, fordi forfatteren synes ramt af fornemmelsen af døden, der sniger sig langsomt ind på ham gennem faren. Men en anelse skuffet har man da lov til at være efter Livsstil og Gæstebogen.
Gyldendal 2009, 104 sider.
Indlæg
