Jeg vil ikke begive mig ud i en egentlig anmeldelse men blot pege på (og fabulere lidt over) en af de udgivelser jeg har set frem til i de seneste måneder, som udkom på Gyldendal for godt en uge siden.
Mindre forløb og enkle men alligevel problematiserede sansninger (flere gange nævnes flere muligheder, som "et" og "to")) væver sig ind og ud af hinanden i Anders Abildgaards nye elegante digtsamling Kære venner. En bog der synes delvist at arbejde videre i stilen fra Sætninger, der kom i 2006 (jeg skrev året efter vist nok en halvdum anmeldelse i tidsskriftet Graf (hvor og hvornår man læser en bog kan have stor betydning for ens oplevelse af den og således synes Sætninger også at åbne sig for mig efter jeg har læst Kære venner)).
I sin nye bog synes Anders Abildgaard at være stærkt optaget af ydre registreringer og indre overvejelser. Det kan umiddelbart lyde som en kliché af en læsning - for er det ikke det så godt som al poesi på en eller anden måde handler om? Det kan godt være, men jeg fornemmer en bevægelse i flere af bogens fem afsnit fra den ydre verden og stadigt tættere ind på og ind i kroppen - og ofte i afsenderens krop, Anders' krop om man vil. Måske lyder det vidtløftigt og abstrakt, men lad mig forsøge med et eksempel: "Fanø / folk der sidder i en stue / stå i haven uden for det hus og tale i telefon / lav nogle rum / sæt dig ned og læs noget Seeberg / se på hende der / se på det der / se på ham der / lad være at stå sådan der / lad være at sige sådan der"... osv. osv. Et sted peges ud, en scene beskrives og så åbnes der ellers for en strøm af imperativer, som umiddelbart ligner og lyder som en indre dialog, men senere indføres både et vi og et du, som lidt slører billedet af hvem det er der i sidste ende må "sidde på Fanø og bogføre sin forsmåelse / sidde på Fanø og tage imod lort".
I flere af teksterne præsenteres læseren for små glimt af tekst, som han selv må (og ufravigeligt kommer til at) stykke sammen til en helhed. Måske kan man også kalde det for rekvisitdigtning... Det der tematiseres er delenes ofte arbitrære forhold til helheden: "vi kører i et snevejr, om aftenen skændes vi / de står i en halvcirkel / de kører i formationer / de pisser / de vinker / vi ser ud, vi ser ned, vi går tilbage til bordet, du bliver / stående, vi drikker kaffe".
Jeg lyder sikkert diffus når jeg siger det, men der er en sær klarhed og nærhed i Kære venner, som nærmest ubemærkeligt sniger sig ind på en. Det er en varm, scenisk bog med mange lag (langt flere end jeg når at komme ind på her og sikkert også flere end jeg har fået øje på i min læsning indtil videre), hvor vennerne (Harald, Maja, Dennis, Mads osv.) og kæresten (Ida) indgår med en uhøjtidelig naturlighed i det både skarpe og flydende univers. Der er på ingen måde, som titlen måske kunne få nogen til at forvente, tale om lange rækker af portrætdigte af venner, ekskærester og rock-idoler.
Mindre forløb og enkle men alligevel problematiserede sansninger (flere gange nævnes flere muligheder, som "et" og "to")) væver sig ind og ud af hinanden i Anders Abildgaards nye elegante digtsamling Kære venner. En bog der synes delvist at arbejde videre i stilen fra Sætninger, der kom i 2006 (jeg skrev året efter vist nok en halvdum anmeldelse i tidsskriftet Graf (hvor og hvornår man læser en bog kan have stor betydning for ens oplevelse af den og således synes Sætninger også at åbne sig for mig efter jeg har læst Kære venner)).
I sin nye bog synes Anders Abildgaard at være stærkt optaget af ydre registreringer og indre overvejelser. Det kan umiddelbart lyde som en kliché af en læsning - for er det ikke det så godt som al poesi på en eller anden måde handler om? Det kan godt være, men jeg fornemmer en bevægelse i flere af bogens fem afsnit fra den ydre verden og stadigt tættere ind på og ind i kroppen - og ofte i afsenderens krop, Anders' krop om man vil. Måske lyder det vidtløftigt og abstrakt, men lad mig forsøge med et eksempel: "Fanø / folk der sidder i en stue / stå i haven uden for det hus og tale i telefon / lav nogle rum / sæt dig ned og læs noget Seeberg / se på hende der / se på det der / se på ham der / lad være at stå sådan der / lad være at sige sådan der"... osv. osv. Et sted peges ud, en scene beskrives og så åbnes der ellers for en strøm af imperativer, som umiddelbart ligner og lyder som en indre dialog, men senere indføres både et vi og et du, som lidt slører billedet af hvem det er der i sidste ende må "sidde på Fanø og bogføre sin forsmåelse / sidde på Fanø og tage imod lort".
I flere af teksterne præsenteres læseren for små glimt af tekst, som han selv må (og ufravigeligt kommer til at) stykke sammen til en helhed. Måske kan man også kalde det for rekvisitdigtning... Det der tematiseres er delenes ofte arbitrære forhold til helheden: "vi kører i et snevejr, om aftenen skændes vi / de står i en halvcirkel / de kører i formationer / de pisser / de vinker / vi ser ud, vi ser ned, vi går tilbage til bordet, du bliver / stående, vi drikker kaffe".
Jeg lyder sikkert diffus når jeg siger det, men der er en sær klarhed og nærhed i Kære venner, som nærmest ubemærkeligt sniger sig ind på en. Det er en varm, scenisk bog med mange lag (langt flere end jeg når at komme ind på her og sikkert også flere end jeg har fået øje på i min læsning indtil videre), hvor vennerne (Harald, Maja, Dennis, Mads osv.) og kæresten (Ida) indgår med en uhøjtidelig naturlighed i det både skarpe og flydende univers. Der er på ingen måde, som titlen måske kunne få nogen til at forvente, tale om lange rækker af portrætdigte af venner, ekskærester og rock-idoler.
For mig åbner den afsluttende tekst En skumring, som så vidt jeg har forstået er sakset fra svenske Stig Larssons bog Helhjertet tanke, op for alt det der er gået forud. I beskrivelsen af den belgiske film Manden der lod sit hår klippe kort, står der bl.a.: "(...) materialiteten, den anderledes stoflighed, kunne mærkes i klipøjeblikket. Fra den lille blanke kjoleryg til, i pludselig trafikstøj, et busvindues pletter af spejlinger som nu går til højre og svisj tilbage til venstre over svagt anede mørkegrå skikkelser inde i en bus."
Jeg er blevet inspireret af Kære venner (og I må bære over eller tage til takke med min nok lidt flyvske improviserede læsning), ikke mindst til som sagt at genlæse debuten Sætninger, men også til langt om længe at komme i gang med Stig Larsson ... og også hen ad vejen lidt mere Derrida og Deleuze, som begge spøger i baggrunden - og måske mere i forgrunden end jeg ved.
Først vil jeg vende tilbage til Baudrillards Cool Memories og lave noget mere te til min lede hals.
Gyldendal 2009, 72 sider.
Jeg er blevet inspireret af Kære venner (og I må bære over eller tage til takke med min nok lidt flyvske improviserede læsning), ikke mindst til som sagt at genlæse debuten Sætninger, men også til langt om længe at komme i gang med Stig Larsson ... og også hen ad vejen lidt mere Derrida og Deleuze, som begge spøger i baggrunden - og måske mere i forgrunden end jeg ved.
Først vil jeg vende tilbage til Baudrillards Cool Memories og lave noget mere te til min lede hals.
Gyldendal 2009, 72 sider.
Indlæg
