Theis Ørntofts debut er lige dele charmerende og øretæveindbydende. Yeahsuiten (en lille hilsen til Frank Jæger ("jægersuiten") måske - TØ fremhævede i et interview i Information>> FJ som sin yndlingsforfatter (!?)) rummer strengt taget ikke et eneste decideret godt digt (jeg ved det kan diskuteres og at jeg her gelinde springer en uddybelse af hvad det gode digt er for en størrelse over), men det kan man egentlig heller ikke kritisere den for. Det er ikke det den går ud på. Sproget er bevidst mundtligt haltende og andre gange nærmest tilfældigt smukt (Erik Svendsens middelalderlige læsning i JP>> er ubegribelig - der findes eksempler på stor poesi med "fejl" flere hundrede - ja flere tusinde år tilbage i historien). Ja, Theis Ørntoft (og ja jeg kender ham lidt, må jeg hellere indskyde - han har i hvert fald tæsket mig i tennis (6-1, 6-1) til en digtertennisturnering (den slags findes) på en efterskole udenfor Jægerspris)) har skabt et strålende bud på en samtidsdigtsamling i teenager-højde, som giver et direkte indblik i en 16 eller 17-årig flannørs bevidsthed ("skider to gange den dag - wow!") - og det selvom han er 25!
Jeg holder virkelig meget af Theis' henslængt plat-kække ungdomspoesi, så længe han ikke kloger den med det Lars Bukdahl i sin anmeldelse i dag i WA (rosende) kalder "nonchalante meta-markeringer af verdens og digtets konstruerethed". Andre eksempler end LBs er fx "jeg rækker ud efter virkeligheden / som efter en pakke cornflakes / og spekulerer lidt over følelseshierarkier" eller "jeg er bare en måde at opleve på" eller "mit liv kollapser uden narration, min rygrad er en narration" eller "jeg er skyldig i alt, hr. mister mister / min virkelighed / en personlig vedtagelse". Desværre er "markeringerne" også ofte slynget ind sidst i digtene, hvor de kommer til at virke punkterende, som glasskår i digtenes rullende citybike-dæk - om man vil (nej Theis' er sgu da på racercykel!).
Nej så hellere al den henslængte hverdag for sig og for sig alene ("Nu adlyder jeg dig fandme, siesta! / op på hotelværelset og få en lur / men jeg køber lige noget Fanta inden - blir garanteret godt tørstig deroppe" og den slags).
Charmen er dyb, men ligegyldigt hvilken vinkel jeg forsøger at kravle ind i digtene fra, så finder jeg ikke nogen dybde i bogen som helhed. Samlingenen emmer af "NU" - og det synes jeg også er både nødvendigt og ... hvad skal jeg sige? Cool. Alt i alt er Yeahsuiten en både sej og dejlig overfladisk bog, som jeg har læst og genlæst med stor fornøjelse (den er sjov og ung på en fundamentalt livsbekræftende måde) - men som jeg også er ret glad for ikke selv at skulle debutere med (ikke at jeg kunne - selv hvis jeg ville).
Jeg holder virkelig meget af Theis' henslængt plat-kække ungdomspoesi, så længe han ikke kloger den med det Lars Bukdahl i sin anmeldelse i dag i WA (rosende) kalder "nonchalante meta-markeringer af verdens og digtets konstruerethed". Andre eksempler end LBs er fx "jeg rækker ud efter virkeligheden / som efter en pakke cornflakes / og spekulerer lidt over følelseshierarkier" eller "jeg er bare en måde at opleve på" eller "mit liv kollapser uden narration, min rygrad er en narration" eller "jeg er skyldig i alt, hr. mister mister / min virkelighed / en personlig vedtagelse". Desværre er "markeringerne" også ofte slynget ind sidst i digtene, hvor de kommer til at virke punkterende, som glasskår i digtenes rullende citybike-dæk - om man vil (nej Theis' er sgu da på racercykel!).
Nej så hellere al den henslængte hverdag for sig og for sig alene ("Nu adlyder jeg dig fandme, siesta! / op på hotelværelset og få en lur / men jeg køber lige noget Fanta inden - blir garanteret godt tørstig deroppe" og den slags).
Charmen er dyb, men ligegyldigt hvilken vinkel jeg forsøger at kravle ind i digtene fra, så finder jeg ikke nogen dybde i bogen som helhed. Samlingenen emmer af "NU" - og det synes jeg også er både nødvendigt og ... hvad skal jeg sige? Cool. Alt i alt er Yeahsuiten en både sej og dejlig overfladisk bog, som jeg har læst og genlæst med stor fornøjelse (den er sjov og ung på en fundamentalt livsbekræftende måde) - men som jeg også er ret glad for ikke selv at skulle debutere med (ikke at jeg kunne - selv hvis jeg ville).
Gyldendal 2009, 56 sider.
Indlæg
